mandag den 31. oktober 2011

Halloween!

Happy Halloween! Jeg har glædet mig sådan til at vise jer de her fæle muffins. Jeg lavede den egentlig i efterårsferien sammen med mine fætre og lillebror. Vildt hyggeligt! Jeg kan fortælle om pynten at øverst venstre hjørne er uglegylp (røde snøre klippet i stykker med rød glasur), øverst højre er orme (marcipan gennem hvidløgspresser) og anden nederste række til venstre er en abehjerne. Resten må i selv gætte;) 
Af denne dej bliver der ca. 15 stk. 
Pisk 125 g blødt smør og 150 g brun farin sammen. Pisk 2 æg i et af gangen og rør (forsigtigt) 1 1/2 dl yoghurt naturel, 1/2 tsk kardemomme og 1 1/2 tsk bagepulver i. Skræl 3 pærer, skær dem i små tern og put dem i dejen. Nu kommer et lille twist af halloween: tilsæt 100 g røde vingummibamser, der drabligt er klippet i stykker. Fordel dejen i muffinsforme. Bag dem i 20-25 min. midt i en 180 grader varm ovn. 
Tag dem ud, og pynt dem så flot, som din fantasi og kreative evner tillader!
Det der med vingummibamserne... Altså de smelter bare og ligger som en meget sød masse i bunden af formen. Men lidt sjov skal der være ;)
Jeg er nu oven vande igen efter den meget kolde dukkert jeg fik, i form af at begynde i skole igen efter efterårsferien. Afleveringer og NV(NaturVidenskab) eksamen, come to mama!

mandag den 17. oktober 2011

Chili con carne


En dejlig, varm ret til de kolde, dog hyggelige efterårsaftener, vi nu nyder godt af. 
Til 6 personer:
Pil 2 løg og 2 fed hvidløg og hak begge dele fint. Skræl 2 gulerødder og hak både dem og 2 stængler bladselleri groft. Sæt en stor gryde over ved jævn varme. Kom 2 skævt olivenolie og de hakkede grøntsager i. Tilsæt 1/2-1 tsk stødt chili, 1/2 tsk cayennepeber, 1 stor tsk stødt spidskommen, 1 stor tsk stødt kanel og salt og peber. En fantastisk duft spreder sig nu i dit køkken, og tiltrækker samtlige beboere. Men de må vente lidt endnu... Nu skal det hele nemlig svitses under jævn omrøring i 6-7 min. til grøntsagerne er bløde og netop har fået farve. Rør 1 dåse afdryppede (400 g) kikærter og 1 dåse kidneybønner (400 g) samt 2 dåser (a 400 g) flåede, hakkede tomater. Jeg kunne ikke få kikærter, så der røg bare lidt ekstra kidneybønner i. Tilsæt 500 g hakket oksekød. Når det er brunt, fyld da en af de tomme dåser med vand og hæld det i. Nip bladene af 1 frisk bundt koriander, læg dem i køleskabet til senere og hak korianderstilkene fint. Kom de hakkede stilke i saucen sammen med 2 spsk balsamico, og bring saucen i kog igen. Når den har været oppe at koge, skru så ned for varmen og lad saucen simre under et låg "der står på klem" i ca. 1 time. Husk at røre lidt i det en gang i mellem. 
Når den time er gået, kan du servere chili con carnenen med ris, eller være vild og servere med bare et godt brød med sprød skorpe (evt. Verdens bedste brød?), bagte kartofler eller couscous. 
Smæk gryden på bordet og enjoy! Drys evt. lidt koriander på toppen og husk at servere lidt grønt til!
Endelig efterårsferie! Jeg har matematik og fysik på højt niveau, så vi regnede self. ud, at nu har vi været 1/12 af vores gymnasietid igennem. Vildt alligevel...
De næste par dage står på sommerhus i det vestjyske og total afslapning. Life is good<3

fredag den 14. oktober 2011

Nemme cookies

Utrolig nemme cookies hvor du selv kan bestemme "fyldet". Opskriften er fra 1929, USA. Jeg har tilføjet det det klassiske chokolade og hasselnødder, som der er i chocolate chip cookies. 
Forvarm ovnen til 180 grader. Bland 400 g smør, 5 dl sukker, 2 tsk bagepulver, 4 æg og 14 dl mel. Bestem selv hvor meget chokolade og hvor mange hasselnødder der skal i, jeg putter ca. 200 chokolade og 100 g hasselnød. 
Så klatter du ellers bare nogle tilpas store klumper dej ud på en bageplade. Husk på at småkagerne bliver større, når de kommer i ovnen, så lad vær' med at overdriv. En diameter på ca. 5 cm plejer at virke.
Nu skal de så bare i ovnen i ca 15 min. til de er lysebrune i kanten. 
Denne gang fik jeg hjælp af skønjomfruen Signe, som med sine superkrafter hakkede alt hvad der skulle hakkes! 

mandag den 10. oktober 2011

Meatpie

Denne ret driller mig lidt... Butterdejslåget bliver ved med at falde ned... MEN så har jeg jo bare en undskyldning, for at lave den her fantastiske dish lidt oftere;) Den ser, for at sige det pænt, ikke særlig appetitvækkende ud under det meste af forløbet, men smager helt fantastisk!! Nice one...
   Pil 3 løg, skræl 2 gulerødder og hak det, og 2 stængler bladselleri, groft. Nip nålene af 2 stængler rosmarin, kassér stilkene, og hak dem fint. Sæt en stor gryde over ved jævn varme. Kom 2 skævt olivenolie, de hakkede grøntsager, romarin og 2 laurbærblade i. Svits det hele under jævnlig omrøring i ca. 10 min., til grøntsagerne er bløde og netop har fået farve. Put 500 g hakket kød i. Når det er brunt, rører du 1 tsk sennep, 1 spsk Worcestershiresauce eller Engelsksauce, 2 tsk hvedemel og evt. 1 tsk Marmite. Opløs 1 terning oksebouillon i 1 liter kogende vand og hæld det i gryden. Bring saucen i kog, skru ned for varmen og lad saucen simre under et låg der "der står på klem" i cirka 1 time. Husk lige at røre lidt i det en gang i mellem.
   Forvarm ovnen til 180 grader. Her kommer det punkt, hvor jeg afviger lidt fra Jamies opskrift. En ven som har boet i New Zealand i et år, sagde at det blev ekstra godt, hvis man også lagde et lag butterdej i bunden af det ovnfaste fad. Så jeg deler altså pakken med butterdej (450 g) i to og ruller dem så flade, at den ene kan gå op af siderne og den anden funker som låg. Læg bunden i et godt ovenfast rundt fad (helst med lidt kant), hæld kødsaucen i og læg låget på. Tryk låget fast med en gaffel rundt i kanten og skær overskyndende dej af med en kniv.  Pensel evt. med lidt mælk eller et letpisket æg. Sæt fadet i ovnen i ca. 40 min. eller til låget ser gyldensprødt ud.
Retten er så fyldig, at du kun behøver severe den med noget meget enkelt som fx dampet broccoli eller ærter.
Jeg tror, det jeg gjorde forkert var, at jeg lavede låget for tyndt...  Selv den bedste kan fejle... ;)

onsdag den 5. oktober 2011

Valnøddebrød

Mit første Jamie-brød! 
Man blander 1/2 kg fuldkornshvedemel, 1/2 kg almindeligt hvedemel, 30 g gær, 2 spsk sukker, 30 g salt, 6 1/2 dl lunkent vand og 115 g smeltet smør/margarine. Ælt det godt med dine bare næver! Put så 1/2 kg valnødder i, den ene halvdel fint hakket, den anden halvdel groft, og 115 gram abrikoser. Altså, jeg havde kun 100 g valnødder, så det var det der kom i, og jeg hakkede lige abrikoser lidt. Det fungerede fint. Så sætter du den til at hæve i 1/2 time evt. med et stykke plastfilm over. Når den halve time er gået, lader du alle dine aggressioner gå ud over dejen i 30 sek. Derefter deler du dejen i fire, ruller dem til tykke pølser og lægger dem tæt på en bageplade. Så skal den hæve igen til ca. dobbelt størrelse (ca. 45 min), og sæt dem ind i en forvarmet 180 grader varm ovn. Bag den i 1/2 time, tag det ud og lad det køle af i mindst 1/2 time, inden du stikker kniven i det.   
Der bliver en hel del brød, men heldigvis kan det fint fryses.

mandag den 3. oktober 2011

De små glæder i hverdagen

 De små glæder har også deres ret. Min søndag aften blev i hvertfald reddet af dette helt fantastiske æble, som både duftede og smagte helt så sanserne var ude at flyve! Efterår er dejligt... Af sorten Aroma btw...

søndag den 2. oktober 2011

Baconmuffins


Da jeg for lidt over et år siden var på ferie, købte jeg en muffin-bog. Der var alverdens mærkelige og lækre opskrifter på muffins i. Dette skulle vise sig at være starten på bloggen. Oprindeligt hed den jo "Katrines kager", men som før nævnt, gør for mange kager, sjovt nok, ikke noget godt for badevægtstatusen. Tilbage til muffin-bogen: Min fætter kiggede i denne bog og lagde straks mærke til opskriften på baconmuffins.  Som en hver anden teenagedreng har han en ting for bacon, en stor ting. Dengang lovede jeg at jeg ville lave disse muffins og blogge om det. MEN, haha, skolen begyndte igen, og et helt år gik uden nogen baconmuffins. Så da vi skulle besøge dem sidste weekend, og jeg havde intet andet fornuftigt at lave sådan en lørdag eftermiddag, gik jeg i gang. Vola...

Tænd ovnen på 200 grader. Klip 140 g bacon i små strimler. Steg 3/4 af baconen sprød på en pande og læg det til afdrypning på et stykke køkkenrulle. Put 5 dl mel, 2 1/2 tsk bagepulver, 1/2 tsk salt og lidt sort peber ned i en skål og rør 1 dl reven parmesan i. Pisk 3 æg sammen med 2 dl tykmælk og et par dråber tabasco i en anden skål. (Eller bare bland det sammen med alt det andet, jeg tror ikke man kan smage forskel;) ). Bland det hele sammen, baconen og evt. 10 sorte oliven i skiver (det gjorde jeg ikke, da jeg ikke føler sig meget for oliven) og mel- og æggeblandingen. Fordel dejen i ca. 8 muffinsforme. Læg et lille stykke ustegt bacon ovenpå hver muffin. Bag dem i den nederste del af ovnen i 12-14 min. 
Server dem varme evt. med røræg til.

Det lyder spøjst, men selv min mor går og tigger mig om at bage dem igen:)