søndag den 28. august 2011

Brunsviger

Når der er fødselsdag, bager jeg brunsviger. De sidste par gange har jeg ikke været helt tilfreds... Men jeg knækkede koden og kagen var en drøm. Perfekt balance mellem brød og kage, perfekt karamelliseret og antal huller hvor remoncen kan samle sig i. 
Opskriften får I ikke, I mange millioner faste læsere, for den har en hemmelig ingrediens og jeg planlægger at blive rig på den.
Billeder er ikke godt, så jeg bliver nok bare nødt til at bage en ny, som min mor så kækt forslog. Nogen der snart har fødselsdag?

Banana muffins

At starte på gymnasiet er lidt hårdt. Det er ikke lektierne, men bare alle de indtryk og nye oplevelser gør én meget træt. Og at man lever i flytterod, gør det ikke bedre. Men overskuddet er ved at komme tilbage, efterhånden som hverdagen falder på plads. Køkkenet er derfor ved at starte op igen. Jeg fik lyst til en udfordring og vola.
Da jeg satte tænderne i denne muffin, glemte jeg alle lektierne, at jeg skal op 6:10 hver morgen for at løbe og de flyttekasser ovre i hjørnet. En følelse af ren nydelse gik gennem kroppen. Uh! Da jeg var færdig med at spise den, blev jeg nødt til at lægge mig ned. Det lyder overdrevent, men vent til at du putter den nybagte, varme chokolade muffin i gabet. UHM!
(10-12 muffins)
Bland 3 1/2 dl mel, 2 spsk bagepulver, 1 dl kakao og 1/2 tsk salt ned i en skål. Pisk 2 æg, 2 dl sukker i en anden skål, tilsæt derefter 175 g smeltet smør, 1 3/4 dl mælk og 1/2 tsk vanillesukker. Rør det sammen med de tørre ingredienser. Fordel dejen i muffinsforme. Skær en banan i skiver, og kom et par stykker ned i hver muffin sammen med et par halve valnødder. Bag dem i ovnen ved 200 grader i 20-25 min. Tag dem ud og lad dem køle af. Hvis du er rigtig vild og i selvforkælelses mood, laver du en hurtig vanillecreme af 2 dl cremefraiche, 2 tsk vanillesukker og 1/2 dl flormelis, smør det på og drysser lidt hakket chokolade på, og din verden vil aldrig blive den samme igen...
Generelt tip: Pas meget på med at bage muffins og andre tørkager "så de i hvert fald har fået nok", for så bliver de hurtigt tørre og derfor lidt sværere at spise.


lørdag den 27. august 2011

"Hjemme" igen

I sidste weekend var vi tilbage i min barndomsby for at stå på vandski og besøge vores venner. Det blev selvfølgelig fejret, med lagkage og det hele. 
Det var ikke en top-lagkage med hjemmelavet alting, men det er tanken der tæller. Købe-bunde, masser købe-vanillecreme, flødeskum, hindbær og lidt hakket chokolade på toppen. Uhmmm...

søndag den 14. august 2011

I'm back...


Efter en lille ferie fra bloggen er jeg nu klar igen! Den sidste måned har været noget vild, men nu er der ved at komme ro på igen. En tur til England i en uge - alene -, en flytning fra Valsgård, hvor jeg har boet de sidste 14 år af mit liv, til Egå ved Århus og starte på det nye elitegymnasium, skulle lige klares inden jeg kunne få ro til at skrive.
   I dag bagte jeg for første gang i det nye køkken. Alt er lidt mere besværligt, da det er mindre end det gamle, og jeg kun har en svag ide om hvor halvdelen af tingene er. Men! Jeg fik da bakset to squashkage og 12 grovboller sammen inden huset blev invaderet af besøgende. Squashkagen er en af mine yndlings, da den er utrolig nem, er sundere, mætter og smager vildt godt. Hit!

Du blander simplethen bare:
1 cup olie
2 cup sukker
3 cup mel
2 cup reven squash (cirka én)
1/2 valnødder
1/2 tsk salt
3 tsk kanel
3 tsk vanille
1/4 bagepulver
... og putter det i to rugbrødsforme og bager dem 1 time ved 170 grader.
Perfekt til eftermiddagskaffe eller sammen med frugt og is til dessert.

Jeg glæder mig til ikke at leve i flytterod mere (og hvis jeg er heldig måske få lidt overskud?), så jeg kan gå på opdagelse i Jamie opskrifter igen. Jeg savner ham lidt... ;)